Restaurant TRIO

STED: København, Axel Towers
OPDRAGSGIVER: ATP-Ejendomme / AOC
PROGRAM: Restaurant + skybar for AOC/TRIO
STØRRELSE: 720 m2
STATUS: 2017
SAMARBEJDSPARTNERE: Procon, AT2-team

Folkene bag den tostjernede Michelin-restaurant AOC indtager de tre øverste etager i Axel Towers’ Tårn D med den nye restaurant og skybar TRIO. Som navnet antyder, er TRIO ejernes tredje og seneste tilføjelse i rækken af succesfulde restauranter.

TRIO skiller sig ud ved at kunne tilbyde et nyt restaurantkoncept med Københavns bedste 360 graders udsigt – en højkvalitets á la carte restaurant kombineret med en mere intim sky-bar med mulighed for at bestille mad fra menukortet.
Det primære restaurationslokale placeret på 10. etage er direkte forbundet til 9. etages mere uformelle cocktailbar i form af et dobbelthøjt rum, der forbinder de to etager i form af en svungen trappe i sort stål som omdrejningspunkt. På 8. etage findes et elegant, privat selskabslokale med eget køkken.

Arkitekturen understøtter restaurantens værdier og gastronomiske filosofi om, at ramme så mange af vores sanser som muligt, for at højne spiseoplevelsen; SITE har således designet en indretning, baseret på at kombinere ærlige og rå materialer med en forfinet og præcis detaljering. De rå betonkerner og trappens sorte stål spiller sammen med det fine sildebensparket, stoflofter, grønlige skifersten og messingdetaljer. TRIO's elegante rammer skaber en intim atmosfære, som komplementerer restaurantens moderne, nordiske profil.
Kombineret med et arkitektonisk spændende rumforløb, og en fantastisk udsigt over København, skabes et helt unikt restaurantbesøg i hjertet af København.

projektbillede_nyt_2
projektbillede_nyt
projektbillede_6
projektbillede_4